Hvis du bliver mobbet

Hvis du ofte er blevet udsat for grove kommentarer eller mobning på de sociale medier, er du måske ofte ked af det, bange og utryg. Måske er du endda holdt op med at tro noget godt om dig selv. For mobning og grove kommentarer kan nemlig påvirke os så meget, at vi mister troen på os selv.

Men du skal vide, at det ikke er din skyld, og at det ikke er dig, der er noget galt med. Selvom det er dig, der står med problemet, så er det ikke dig, der ER problemet. Du gør ikke noget galt, og det er ikke din skyld. Du har ret til at blive talt pænt til og være en del af fællesskabet. Du har ret til at have det godt og til ikke at blive mobbet.

Tilfældigt hvem det går ud over
Du skal også vide, at det er tilfældigt, at det lige er dig, der bliver mobbet. Nogle tror, at dem, der bliver mobbet, er anderledes end andre. Men det er forkert. Man ved nemlig, at det er helt tilfældigt, hvem der bliver mobbet. Derfor kan du heller ikke selv stoppe mobningen. Så det er meget vigtigt at fortælle det til en voksen. Mobning er nemlig meget alvorligt.

Hvis mobningen kommer fra nogle i din klasse, så hjælper du også de andre i klassen, hvis du fortæller de voksne, hvad der foregår. For i en klasse med mobning er der mange, der har det dårligt. Også selvom det måske kun er én eller to, der bliver mobbet.

Sådan kan du få hjælp

  • Fortæl det til en, du stoler på – det kan f.eks. være din far eller mor. Hvis du tror, de vil synes, at det er svært at tale med dig om det, kan du evt. sige til dem, at de kan finde gode råd til, hvordan de taler med dig på mobbestop.dk

  • Fortæl det til en voksen på skolen. De voksne SKAL hjælpe dig. Hvis du ikke synes, de voksne gør noget ved det, så find nogle andre voksne at sige det til. Bliv ved, indtil du får den nødvendige hjælp.

  • Fortæl det til dine forældre. Så kan dine forældre tage kontakt til de voksne på skolen, så de sammen kan gøre noget ved problemet.

  • Du kan også ringe til Børnetelefonen på telefon 116111 eller sende dem en sms og fortælle dem, hvordan du har det. Du behøver ikke at vide, hvad du vil sige, når du ringer. De skal nok hjælpe dig i gang. De er til for at hjælpe børn, der har det dårligt, og de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre. Du kan også skrive til sikkerchat.dk.

  • Hvis du synes, det er for svært at sige det til nogen, kan du starte med at lave en mobbe-dagbog. En mobbe-dagbog er, hvor du skriver ned, hver gang du bliver mobbet. Skriv datoen, hvem der mobbede dig, og hvad der skete. Når du har lavet mobbe-dagbog i nogen tid, kan du vise mobbedagbogen til en voksen og få hjælp på den måde.