Hård tone påvirker os

Idiot! Spasser! Kæmpe kvaj! Der bliver ikke altid talt pænt på de sociale medier. Det er både børn, unge og voksne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden på f.eks. Facebook. 

På de sociale medier tillader vi os at skrive ting, som vi aldrig ville sige til hinanden face to face. Men det er vigtigere, end man måske lige skulle tro, at vi taler pænt til hinanden på de sociale medier. Det har nemlig store konsekvenser, når vi skriver grimt til hinanden. 

Mange kender følelsen af at blive ked af det eller vred, når nogle skriver til dem i en hård tone på f.eks. Facebook – og det kan også være ubehageligt, at man ikke ved, hvor mange andre, der læser med, og om de er enige med den, der har den hårde tone.

En undersøgelse blandt danske unge mellem 16 og 26 år, lavet af Epinion for Dansk Ungdoms Fællesråd, viser, at den hårde tone på de sociale medier påvirker dem meget. For over halvdelen af dem betyder den hårde tone ligefrem, at de får mindre lyst til at give deres mening til kende i politiske debatter.

En trussel mod demokratiet
Der er også mange politikere, der har valgt at lukke deres Facebook-profil pga. den hårde tone. Nogle kalder ligefrem den hårde tone på de sociale medier for den største trussel mod demokratiet. Det gør de, fordi den hårde tone betyder, at der er mange, der ikke tør deltage i debatten, og fordi den hårde tone på de sociale medier påvirker tonen generelt.

Det kan være forskelligt fra person til person, hvad vi opfatter som en hård tone. Men meget af det, der skrives i f.eks. debatter på Facebook, går over grænsen for, hvad det moralsk set er okay at skrive til andre mennesker. Noget af det går også over grænsen for, hvad det er lovligt.

Sig fra overfor den hårde tone
Hvis vi skal ændre på den hårde tone, er det nødvendigt, at vi allesammen gør, hvad vi kan for at bevare den gode tone, og at vi ikke bliver revet med af den, når den bliver rettet mod os selv. Hvis du oplever, at nogle kører en hård tone over for dig, kan du bruge modellen 'Insistér, tilbage på sporet, farvel':

Insister: Insistér på en ordentlig tone. Skriv f.eks. at du gerne vil deltage i snakken/debatten, men at du gerne vil have en ordentlig tone. 

Tilbage på sporet: Bring herefter debatten/snakken tilbage til det, den egentlig handler om.

Farvel: Hvis den hårde tone fortsætter, så meld dig ud af samtalen/debatten.

Spørgsmål til debat

1) Har du prøvet at diskutere med nogen i en hård tone (f.eks. på Facebook eller Messenger)? 

2) Hvordan påvirker en hård tone dig?

Hård tone går ud over indlæring

Hvis nogle skriver til os på en ubehagelig måde, kan det tage så meget af vores energi, at vi har svært ved at tænke på andet end det – og så kan vi ikke lære noget.